Vi mindes Jacques Matthiessen
En af de største og mest dedikerede skabere af teater for børn har forladt os. Jacques Matthiessen var en legende i dansk børneteater allerede inden sin død.
Han begyndte sit virke i teatret da han var 17 år. Som skuespiller, mimer, danser, dramatiker, dukkemager og siden 1986 som instruktør til et væld af forestillinger på Det lille Teater, på Marionetteatret, på Teatret, i Passepartout Theatre Production og et hav af andre steder. Han arbejdede for at skabe den bedst tænkelige scenekunst for børn med udgangspunkt i en dyb respekt for de mindste.
Hans internationale samarbejder var forbilledlige. Han samlede med stor grundighed og kærlighed kunstnere fra alle dele af verden, og skabte kvalitetsfyldte og dybdegående samarbejder, der fik relationerne og de kunstneriske processer til at blomstre.
Jacques har på en særdeles stærk måde bidraget til globalt udsyn i dansk teater for børn og unge. Både gennem sine samarbejdsprojekter – senest med sine Prospero Workshops – og gennem de mange internationale gæster han har inviteret til Danmark bl.a. i forbindelse med de årlige Aprilfestivaler.
Jacques var med imponerende styrke og ro aktiv i Passepartout Theatre Production og ASSITEJ Danmarks bestyrelse frem til det allersidste.
Hans død er et stort tab for teater for børn og unge i Danmark og mange andre steder i verden.
Ære være hans minde