Vedtægter 

VEDTÆGTER for ASSITEJ Danmark                                                  Revideret 29. august 2013
 
 
§ 1.
 
Foreningens navn er ASSITEJ DANMARK.
 
Foreningen er den danske afdeling af ASSOCIATION INTERNATIONALE DU THÈÂTRE POUR L'ENFANCE ET LA JEUNESSE.
 
Foreningen har hjemsted i København.
 
 
§ 2.
 
Foreningens formål er:
at fremme samarbejdet mellem børne- og ungdomsteater i Dan­mark og udlandet,
 
at arbejde for udbredelsen af og kendskabet til dansk
bør­ne- og ungdomsteater på internationalt plan.
 
Dette formål søges fremmet ved udveksling af børneteatre, personer med til­knytning til børneteater og andre med interesse herfor med andre lande.
 
Alle muligheder nedfældet i vedtægterne for ASSITEJ art. III bør anvendes i forsøg på at leve op til ovennævnte formål.
 
 
§ 3.
 
Foreningen består af A-medlemmer og B-medlemmer.
 
Som A-medlemmer kan optages:
professionelle teatre, bestående af voksne, der spiller for børn og unge.
 
Som B-medlemmer kan optages:
1.        Amatørteatre (voksne), teatre på universiteter, seminarier eller tilsvarende institutioner, der spiller for børn og
           unge.


2.        Institutioner, organisationer og enkeltpersoner, der aktivt er involveret i børne- og ungdomsteaterarbejdet.
           Dog kan en person kun optages som/forblive B-medlem, såfremt vedkommende ikke har en kunstnerisk eller
           administrativ ledelsesfunktion på et teater, der opfylder betingelserne for
           A-medlemskab.

 

3.        Støtteorganisationer, institutioner og sammenslutninger, der er interesseret i børne- og ungdomsteater.
 
 
 
Ved afstemninger har kun A-medlemmer stemmeret.
 
B-medlemmer har møde- og taleret.
 
B-medlemmer er valgbare til bestyrelsen og til udvalg. I disse sammen­hænge har B-medlemmer de samme rettigheder som A-medlemmer, herunder også stem­meret.
 
Al information og alt materiale fra foreningen tilgår såvel A- som B-med­lemmer.
 
Evt. udmeldelse af foreningen sker ved skriftlig henvendelse (brev eller mail) til udgangen af et kvartal. Kontingent opkræves herefter forholdsmæssigt for den/de kvartal/er, som den udmeldende har været medlem.
 
§ 4.
 
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Den indkaldes af bestyrelsen en gang årligt med mindst en måneds varsel.
Generalforsamlingen afholdes i august/september måned.
 
Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være be­styrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
 
Dagsorden med bilag udsendes til medlemmerne senest 12 dage før generalforsamlingens afholdelse.
 
Generalforsamlingens afgørelser træffes ved almindelig stemmeflerhed i henhold til reglerne i § 3, medmindre andet er fastsat i nærværende vedtægter.
 
Skriftlig afstemning skal foretages, såfremt blot ét stemmeberettiget medlem fremsætter ønske herom.
 
På generalforsamlingen kan stemmes ved skriftlig fuldmagt, men dog således, at intet medlem kan repræsentere mere end 4 stemmer inklusiv sin egen.
 
Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden:
1.        Valg af dirigent og referent

2.        Forelæggelse og godkendelse af bestyrelsens beretning

3.        Forelæggelse og godkendelse af regnskab

4.        Forelæggelse og godkendelse af arbejdsprogram

5.        Indkomne forslag

6.        Forelæggelse og godkendelse af budget, herunder fastsæt­telse af kontingent

7.        Valg af bestyrelsesmedlemmer

8.        Valg af revisorer

9.        Evt.
 


 
§ 5.
 
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes på bestyrelsens initiativ eller efter anmodning fra mindst 2/3 af A-medlemmerne ved indsendelse af dagsorden. Varslingsfrist som i § 4.
 
 
 
§ 6.
 
Foreningens drift varetages af bestyrelsen.
 
 
§ 7.
 
Bestyrelsen består af mindst 7 og højst 11 medlemmer, der vælges af generalfor­samlingen for en 2-årig periode.
 
For at opnå valg skal en kandidat, som stiller op på selve generalforsam­lingen, enten være personligt tilstede, eller skriftligt over for generalfor­samlingen have afgivet tilkendegivelse af sit kandidatur.
 
For at opnå valg skal en opstillet kandidat modtage mindst 50% af de afgivne stemmer.
 
Bestyrelsen afgår vekselvis hvert andet år.
 
Genvalg kan finde sted.
 
Det bør tilstræbes, at der er flertal af A-medlemmer i bestyrelsen.
 
I tilfælde af et bestyrelsesmedlems udtræden af bestyrelsen vælges en afløser for resten af perioden på førstkommende generalforsamling.
 
Bestyrelsen konstituerer sig selv.
 
Bestyrelsen hæfter ikke personligt i økonomiske forhold.
 
Bestyrelsen fastsætter selv sin arbejdsgang og udpeger den stemme­beretti­gede danske delegation til hovedorganisationens generalforsamling.
 
Bestyrelsen er tegningsberettiget og forpligter organisationen i alle forhold udadtil. Bestyrelsen kan meddele prokura.
 
Bestyrelsen tager stilling til ansøgninger om medlemskab. Nye medlem­skaber træder i kraft fra den førstkommende første efter det pågældende bestyrelses­møde.
 
 



§ 8.
 
Foreningens regnskabsår går fra 1. juli - 30. juni.
Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor, som vælges på generalforsamlingen.
 
På den ordinære generalforsamling vælges endvidere en intern, kritisk revisor blandt medlemmerne.
 
Foreningens drift gennemføres ved midler fra medlemmernes kontingenter, ved tilskud fra offentlige myndigheder eller private organisationer samt eventuelle indtægter fra foreningens aktiviteter.
 
§ 9.
 
Hvor intet andet er bestemt i henhold til nærværende vedtægter, gælder ved­tægterne for hovedorganisationen.
 
§ 10.
 
Til vedtægtsændringer kræves:
enten at et flertal af foreningens stemmeberettigede med­lemmer på en generalforsamling stemmer herfor,
 
eller at 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med almin­delig stemmeflerhed stemmer herfor.
 
Til ændring af § 11 kræves dog et flertal på 2/3 af de stemmeberettigede med­lemmer.
 
 
§ 11.
 
Foreningen kan opløses, såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor ved en lovligt indkaldt og varslet generalforsamling, eller hvis hovedorganisationen opløses.
 
Eventuelle overskydende midler skal herefter anvendes efter formålet i disse vedtægters § 2 efter generalforsamlingens bestemmelse.
 
                                                         -----
 
Således vedtaget på den stiftende generalforsamling 2. november 1983
i Køben­havn, samt med ændringer af 27. nov. 1984, 21. nov. 1985, 28. aug. 1986, 16. sept. 1991, 22. aug. 1994, 1. sept. 1997, 28. aug. 1998, 23. aug. 2004,
23. jan. 2006, 4. feb./28. apr. 2008, 25. feb. 2010, 25. sept. 2012 og 29. aug. 2013.