Om EU-støtte til kulturelle formål -

rapport fra studietur til Bruxelles.

Af Dirck Backer.
 
 
Fra. d. 16. til d. 19. juni 2013 deltog jeg på ASSITEJ Danmarks vegne i en studietur til Bruxelles, arrangeret af Klaus Bondam og Det Danske Kulturinstitut.
Formålet med turen var at oplyse om mulighederne for EU-støtte til kulturelle formål, særlig EU's nye syvårige program ”Creative Europe”, som forventes vedtaget og startet fra og med 2014.
Deltagerne i studieturen kom fra et bredt udsnit af den danske kulturbranche: Film og medie, museer, arkitektur, litteratur, rytmisk og klassisk musik – samt teater for både børn og voksne.
Der var tale om et koncentreret, informationstungt og absolut meget udbytterigt seminarkursus, som bragte os rundt om EU og EU's støttesystem, kulturprogrammet i særdeleshed, ansøgningskriterier og ansøgningsprocessen.
At referere alle informationer og oplæg vil føre for vidt, men jeg skal i det følgende forsøge at trække en række af de væsentligste linjer og konklusioner op:
 
 

”Creative Europe” - om mål og grundlag for det nye kulturprogram:

Susanne Ding fra Kommisionen indledte med at præsentere os for principper og indhold i det nye program ”Creative Europe”, der foruden kulturprogrammet også består af medieprogrammerne MEDIA og MEDIA Mundus.
Som en ny tilføjelse i forhold til kulturprogrammerne er der oprettet en fælles Bankgaranti Fond, som skal sikre muligheden for at opnå banklån for kreative projekter.
 
”Creative Europe” har en række overordnede mål, som ligger i forlængelse af EU's overordnede vækstmålsætning for den kommende 7-årsperiode: Udover sikringen af sproglig og kulturel mangfoldighed, handler det om at fremme konkurrenceevne for den kulturelle og kreative sektor.
Man lægger med andre ord vægt på, at kulturprojekter skal være med til at skabe arbejde og vækst.
Foruden de overordnede mål er der en række specifikke målsætninger for kulturprogrammet:
Man vil støtte og fremme transnationalt samarbejde og cirkulation, publikumsudvikling, innovation, udvikling af politik og nye forretningsmodeller i kultursektoren.
Nye prioriteter og ”boss-words” er i særdeleshed udviklingen af ”skills” og ”know-how”, internationalisering af kunstneriske karrierer, udviklingen af netværk, og fremme af adgangen til nye professionelle muligheder. Endvidere betones som særlige udfordringer det digitale skift, tilgangen til finanser og behovet for dataindsamling og statistik i forbindelse med projekterne.
 
 
Helt overordnet understregede Susanne Ding, at et EU-kulturprojekt som vigtigste ingrediens må have en vidtspændende europæisk dimension – såkaldt ”european value”: Man støtter generelt ikke noget, der lige så godt kunne være støttet på nationalt niveau.
Endvidere er antallet af partnere og kvaliteten af partnerskabet overordentlig vigtigt.
 
Kulturprogrammet omfatter to ansøgningsmuligheder for samarbejdsprojekter, rettet mod hh. ”Det store projekt” og ”Det lille projekt”:
 
”Det store projekt” skal inkludere min. 6 partnere fra 6 forskellige lande, det løber over 3-5 år og der er mulighed for at opnå støtte på mellem 1 – 2,5 mio. Euro.
 
”Det lille projekt” forudsætter min. 3 partnere fra forskellige lande, det løber over 2 år og der er mulighed for at modtage 50.000-200.000 Euro.
 
For begge projektmuligheder er det vigtigt at huske, at EU kun dækker 50 % af de samlede udgifter, de involverede skal altså indskyde 50 % af egne midler eller finde alternativ funding.
 
 

Ansøgningskriterierne:

Ansøgninger til EU's kulturprojekter vurderes af en skare af tilknyttede evaluatorer, repræsenterende alle 27 medlemslande. Ansøgningen kan skrives på eget sprog, men det kan være en fordel at forfatte den på engelsk eller et af de andre store sprog.
Evaluatorerne giver ansøgningerne point efter i hvor høj grad tildelingskriterierne er opfyldt.
Det er typisk, at en ansøgning skal have oppe omkring 90 points ud af 100 for at komme i betragtning i tildelingen. Der er altså ikke råd til at tabe mange points, så en ansøgning skal nødvendigvis skrives tæt op ad tildelingskriterierne.
Og konkurrencen er hård: Som eksempel nævntes, at 14 ud af 54 ansøgninger sidste år fik støtte i puljen for de store projekter.
 
Lars Seeberg, som tidligere har været formand for Teaterrådet, har i flere år også arbejdet med at vurdere ansøgninger i EU.  
Han gik i sit oplæg tæt på vurderingskriterierne, som han listede i syv punkter, efter den betydning/tyngde de har ved vurderingen:
 

1. ”European added value”: Det er vigtigt - og vigtigst - at projektet har et klart europæisk sigte, som går ud over nationale interesser. Altså at målet kun kan indfries på et europæisk niveau.
 

2. Graden af relevans i fh. t. kulturprogrammets specifikke målsætninger: Bl.a. udviklingen af interkulturel dialog, publikumsinvolvering, deltagelse af frivillige og balance mellem Europas regioner.
 

3. ”Excellence”/kvalitet af de foreslåede kulturelle aktiviteter: Kvaliteten af de foreslåede aktiviteter vurderes bl.a. ud fra om de indeholder en klar idé, vigtige erfaringer og kompetencer, stærke kunstneriske og administrative metoder, fornuftig arbejdsdeling mellem de involverede, samt om de er realistisk og sammenhængende.
 

4. Kvalitet af samarbejde: Her vurderes de medvirkendes baggrunde og erfaringer, om de har gode resultater fra tidligere, besidder et højt kunstnerisk niveau og er i stand til at levere det foreslåede.
 

5. Forventningsindfrielse: Herunder om der er samarbejde mellem kunstarterne, klart listede mål og målgrupper, om projektet er innovativt, om effekten af projektet er realistisk.

6. Kommunikation og promotion: Herunder variation i markedsføring, at der bruges nye, tidssvarende og innovative metoder til at nå ud med projektet, sociale medier og outreach til unge.

7. Projektets virkning på længere sigt: Potentiale for vedvarende effekt og udviklingsmuligheder, at projektet evt. er i stand til at leve videre uden fortsat støtte.
 
 

”Theatron” - et eksempel:

Seeberg fortalte herefter om sine aktuelle erfaringer som leder af projektet ”Theatron”, som har modtaget støtte som stort kulturprojekt.
Projektet tager udgangspunkt i et fælles problem for europæiske institutionsteatre – nemlig de faldende publikumstal. Målet for ”Theatron”- projektet er at udveksle erfaringer i forhold til dette problem, at søge i publikumsinddragelse og -udvikling, og gennem samarbejdet i det hele taget at udvikle nye praksisser for teatrene, der kan trække publikummer til.
Seeberg betonede i særlig grad betydningen af at finde de rigtige partnere til projektet – at det er vigtigt at tænke både geografisk og strategisk, så det samlede felt af deltagere repræsenterer forskelligartede erfaringer og input.
 
 

Ansøgningsprocessen:

Seebergs partner i ansøgningsprocessen til Theatron, Benita Lipps fra da Vinci Institute, tog derefter over og gik tættere på selve ansøgningsproceduren:
Før man går i gang med at skrive ansøgning, skal man arbejde grundigt på udviklingen af sin ide:
Man skal klargøre sig projektets overordnede vision, dets kunstneriske målsætninger, dets europæiske målsætning og hvorfor man ønsker at samarbejde.
Da projektet er stort og skal løbe over flere år, og da ansøgningsproceduren i sig selv kræver adskillige måneders arbejde, skal man være sikker på at der virkelig er hvad hun kaldte et ”spark” - at man virkelig ønsker at arbejde med projektet og kan mærke dets nødvendighed.
Dette gælder også i forhold til partnere: Det er vigtigt at investere tid i møder med dem, så man er sikker på, at man vil arbejde med dem og at de er de rigtige for projektet.
Da det kan ske at partnere falder fra i forløbet, er det en god idé mindst at have én partner mere med, end det er påkrævet.
Et EU-projekt kræver tilstedeværelsen af en administrativ ledelse af projektet, der kan koordinere det deltagerne imellem - og føre det igennem alle dets faser.
Benita Lipps beskrev fem essentielle faktorer i opbygningen af et projekt:
Tillid, kommunikation, plan, fordeling af arbejde og ressourcer samt møder.
 
I sin detaljerede gennemgang af hvordan man kan strukturere ansøgningsarbejdet, fremhævede hun endvidere det praktiske i at inddele projektet i delprojekter eller ”work-packages”.
Selve det digitale ansøgningsskema levner ikke megen mulighed for kunstneriske og grafiske udfoldelser, men i den del, hvor man kan levere sin egen evaluering af projektet, har man mulighed for at give projektet en visuel profil, bruge farver, layout og stærke kunstneriske formuleringer - og bør gøre det, da det er den del evaluatorerne først ser.
Hun understregede desuden behovet for at være præcis i budget- og planlægning, da kommissionen er streng i kontrollen. Endvidere skal man arbejde på sin ”matchfunding”, så man er sikker på at man har de midler til rådighed, som skal findes udover EU-midlerne.
 
 

EU's fonde:

Seminarets 2. dag var ledet af en meget kompetent konsulent i EU-funding, nemlig engelske Geoffrey Brown fra konsulentfirmaet EUCLID, som med forbilledlig britisk humor evnede at levere et overblik over EU's samlede fondssystem.
Kultur har ikke altid været det mest fremherskende element i EU-samarbejdet, og systemet kan stadig være trægt i forhold til at inkorporere kulturen i sit generelle virke.
Brown tilbageførte grundlaget for EU's kulturpolitik til Maastrichttraktatens artikel 167 fra 1992, der understreger betydningen af ”blomstrende kulturer” og ”fælles kulturarv”. Artiklen fremhæver endvidere betydningen af samarbejde mellem medlemsstaterne på kulturområdet, med tredjelande, samt af at inkorporere det kulturelle i andre støtteprogrammer.
Der er med andre ord belæg for at kunne søge kulturelle midler andre steder i EU end udelukkende kulturprogrammet, som kun udgør en meget lille del af EU's samlede fondsmidler.
 
EU's støtteprogrammer opdeles i:
strukturfondene
de transnationale fonde
fonde for arbejde med lande udenfor EU
 
Strukturfondene retter sig mod at udligne forskellene i Europas regioner, særligt med støtte til projekter i de regioner, der halter bagefter udviklingen. Der er tale om store fonde, der tilsammen udgør 80 % af EU's fondsmidler og store projekter med fokus på befolkningsbaserede aktiviteter.
Der er i alt fem fonde og både den regionale udviklingsfond ERDF, den sociale Fond ESF og landbrugsfonden EARDF har alle givet penge til kultur, som del af større projekter.
De såkaldte INTERREG-midler figurerer også her. Det er projekter der støtter regionalt samarbejde og udvikling omkring kultur, turisme og erhverv. I Danmarks tilfælde er vi del af flere sådanne regionale områder: Dansk/tysk, dansk/svensk/norsk, Nordsø- og Østersøområdet.
 
De transnationale fonde er de fonde, der sigter mod at skabe samarbejdsprojekter og mobilitetsprojekter: og hermed at bringe folk fra forskellige dele af Europa sammen.
Udover kulturprogrammet ”Creative Europe” ligger her bl.a. uddannelsesprogrammet Erasmus, programmet for forskning- og innovation, LIFE+ programmet om miljø, programmet for konkurrence og SME, Europa for borgerne.
Kulturprogrammet udgør altså kun en begrænset del af de transnationale fonde – men igen:
Det er også muligt at finde penge til kulturrelaterede projekter i de øvrige fonde, f. eks. i Erasmus-programmet.
 
Fondene for ”external action” med lande udenfor EU retter sig mod EU's nabolande, kommende EU-lande – og resten af verden.
Der findes paraplyprogramet ENPI for nabolande rettet mod f.eks. samarbejde mellem EU og de tidligere Sovjetrepublikker, og samarbejdet omkring Middelhavet, Nordafrika og Mellemøsten.
Programmet IPA retter sig mod kommende medlemslande som f. eks. Tyrkiet, Kroatien og Makedonien.
Endelig har EU programmer via Europe Aid Co-operation Office, som retter sig mod Afrika, Caribien og Stillehavet (PAMCE), Asien, Latin Amerika, og Nord Amerika. Europe Aid har en ”forpligtelse til kultur”.
 
 

Henvisninger og rådgivning:

Geoffrey Browns gennemgang var rig på detaljer og henvisninger til hjemmesider, hvor man vil kun læse mere om EU's fonde og programmer (ASSITEJ Danmark står til rådighed med alle disse).
Han anbefalede at man - hvis man ønsker rådgivning og information – retter henvendelse til de nationale ”contact points”, som findes i hvert land for hvert enkelt program.
Ønsker man at holdes ajour med, hvad der sker i forhold til EU og kulturfunding, står Brown foruden sit eget konsulentfirma  Euclid http://www.euclid.info/ endvidere for informationssiden www.culture.info, som man kan abonnere på.
Han foreslog desuden at man – i fald man søgte partnere eller inspiration til projekter – dukkede op til EU's såkaldte ”Culture Forum”, som næste gang vil blive afholdt i Bruxelles 4.-6. november 2013.
En oplagt rådgiver at involvere i evt. kulturansøgninger i EU-systemet vil også fremover være Asbjørn Høgsbro Kristensen. Han var med på rejsen, og er nyansat som konsulent i Kulturstyrelsen med særligt fokus på kulturmidlerne i EU. Han var meget interesseret i at indgå som formidlende led i forhold til evt. ansøgninger.
Inden vi gik over til den afsluttende gruppeopgave, hvor deltagerne selv skulle finde på EU-projekter, leverede også Brown sin gennemgang af ansøgningsprocessen. Igen blev nødvendigheden af at arbejde med sin idé understreget - dens unikke kvaliteter og europæiske dimensioner og effekter - samt med partnersammensætningen – at sikre sig klar arbejdsdeling, hvor alle bidrager med forskelligt, men sådan at alle føler fælles ejerskab til projektet.
 
 

EU Lobbyvirksomhed:

Den sidste dag på rejsen var viet til et besøg på Den danske Repræsentation i Bruxelles, hvor vi hørte erfaringer fra EU-arbejdet fra en nuværende og en tidligere embedsmand.
Endvidere et møde med Per og Linda fra projektet ”Swinging Europe”, et musikprojekt fra Herning, som i mange år har modtaget EU-midler, men som dog senest har modtaget et afslag.
Per og Linda fremhævede behovet for at drive aktiv lobbyvirksomhed, når man har gang i et EU-projekt. De tager selv til Bruxelles fire gange om året for at få møde med embedsmænd fra det program, der driver kulturmidlerne: For at sikre den personlige kontakt, for at give projektet ansigt og for at sikre sig nye informationer. At have personlig kontakt kan også lette selve ansøgningsarbejdet og rapporteringen.
De anbefalede endvidere netværket Culture Action Europe, et netværk på 80.000 kulturaktører, som udover partnermuligheder indeholder opdateringer om alt hvad der sker omkring kulturen og fondene i EU. Det koster 300 euro for et medlemskab.
 
 

Afsluttende betragtninger:

Takket være den glimrende programlægning fra Det Danske Kulturinstitut, gav turen et stort udbytte og blev en meget grundig introduktion til alt omkring EU's midler. Det var også udbytterigt at være sammen i en mangfoldig skare af folk fra kulturbranchen.
Mulighederne for EU-penge er der - og pengene, der er at hente, er ret store.
Når man tænker i forhold til små teatres virkelighed, er der dog en række faktorer ved EU-fundingen, som stadig står tilbage som vanskelige: De 50 % ”match”-funding, det store arbejde, der ligger i ansøgning og afrapportering, samt de mange kriterier, der skal opfyldes, før projektet overhovedet kan komme igennem nåleøjet.
Det er imidlertid ikke uoverstigelige forhindringer, hvis den rette projekt-idé kommer frem, og teater for børn burde have potentiale til ”europæiske ideer” og samarbejder. Her står vi med hele netværket klar i ASSITEJ – og som national organisation er det indlysende at vi har en rolle at spille som formidler af kontakter og indledende rådgivning i forhold til medlemsteatres evt. engagement i EU-støttede projekter.