ASSITEJ International

ASSITEJ International

Besøg ASSITEJ Internationals hjemmeside.

ASSITEJ International er en verdensomspændende organisation for scenekunst for børn og unge. Netværket er bygget op af nationale ASSITEJ-centre i over 80 lande, som hver især repræsenterer teatre, enkeltpersoner og organisationer, der arbejder med teater for børn og unge.

Organisationen har til formål at virke for børn og unges kunstneriske, kulturelle og uddannelsesmæssige rettigheder samt for udbredelsen og kendskabet til scenekunst for børn og unge. I praksis sker det gennem repræsentation, møder, aktivt netværksarbejde, projekter for scenekunstnere og udveksling af forestillinger og workshops på tværs af landegrænser.

ASSITEJ er altså ikke et agentur til promovering af forestillinger internationalt, men derimod primært en international netværksorganisation for teatre, scenekunstnere og aktive indenfor teater for børn og unge – og sigtet er på mange måder ideelt. Ønsker man at promovere forestillinger via ASSITEJ må man gøre det indirekte, gennem det netværk man opbygger i organisationen.

ASSITEJ International ledes af en eksekutiv-komite bestående af repræsentanter fra i øjeblikket 14 lande.
Administrationen varetages af generalsekretariatet, som p.t. ligger i Danmark.

ASSITEJs Generalforsamling og kongres afholdes hvert 3. år og er en meget stor manifestation af teatret for børn og unge som verdensomspændende fænomen.
Hvert år afholdes desuden en større ”Artistic Gathering” med festival, seminarer og tematiske workshops. Denne begivenhed afholdes efter tur i forskellige lande og har fået status som den store årlige begivenhed i organisationen.

Hvis man som medlem ønsker at komme tættere på ASSITEJ og skabe personligt netværk i organisationen, kan man med fordel deltage i de store begivenheder, enten Verdenskongressen eller de årlige ”Artistic Gathering”.

Udover de store begivenheder afholdes i organisationens regi regionale møder, workshops og netværksinitiativer, ofte i forbindelse med bestemte festivaler.
En omfattende international festivalliste findes på ASSITEJ Internationals hjemmeside.
Sekretariatet søger at opdatere viden om festivaler og formidler aktuelle festivalcalls for forestillinger via nyhedsbreve og mail.

ASSITEJs særlige netværk

Med fælles udgangspunkt i scenekunst for børn og unge forbinder ASSITEJ teatre, enkeltpersoner og organisationer i knap 100 lande.
Men ASSITEJ International har også en række netværk med fokus på specifikke områder indenfor scenekunsten, som vi gerne henleder opmærksomheden på :

Next Generation

Dette netværk har til formål at skabe internationale udvekslingsmuligheder for yngre professionelle scenekunstnere (aldersgrænse 36).

”Next Generation” har to programmer:

Residencies: Disse afholdes i forbindelse med større ASSITEJ-festivaler, hvor en stor gruppe af yngre scenekunstnere gives mulighed for at arbejde sammen.
Interesserede kan ansøge om deltagelse via ASSITEJ Internationals hjemmeside, specifikt for hver kommende begivenhed.

Placements: Denne ordning søger at formidle muligheden for at arbejde udenlands til yngre professionelle personer med relation til scenekunsten for børn og unge, typisk gennem placering på et teater eller en festival til varetagelse af afgrænsede arbejdsopgaver.

Danske teatre kan også søge efter personer i placement.
Formidlingen sker via opslag på ASSITEJ Internationals hjemmeside, betingelserne for opholdet er op til udbyderen selv.

ITYARN

Dette netværk er et netværk for forskere i teater for børn og unge og forbinder primært folk fra universitetsverdenen. Der afholdes internationale seminarer og laves udgivelser.
ITYARNS aktiviteter opslås på ASSITEJ Internationals hjemmeside.

SMALL SIZE

Dette netværk er specielt rettet mod scenekunsten for de helt små børn, og netværkets aktiviteter har udgangspunkt i festivalen Visione di Futuro, som hvert år afholdes af teatret La Baracca i Bologna i Italien.
Der udsendes calls til produktioner og deltagelse på festivalen via ASSITEJ Internationals hjemmeside. Christian Schrøder fra ASSITEJ Dks bestyrelsen har et indgående kendskab til netværket.

Write Local, Play Global

Dette netværk søger at forbinde dramatikere, der skriver for børn og unge. Man arbejder bl.a. på at skabe bedre muligheder for oversættelse af dramatik for børn og unge, og skabe internationale udvekslingsseminarer for dramatikere.
Netværkets aktiviteter kan følges på ASSITEJ Internationals hjemmeside.

International Inclusivity Arts

Dette er et netværk for scenekunst, der retter sig specifikt mod inklusion af funktionsnedsatte i scenekunsten for børn og unge.
Netværkets aktiviteter kan følges på ASSITEJ Internationals hjemmeside.

Nye netværk

Internationale netværk giver mulighed for at nyde godt af forbindelsen til fagfolk i andre lande, der måske – under anderledes betingelser – arbejder med det samme som én selv.
Der er mulighed for at skabe nye specifikke netværk i ASSITEJs regi. ASSITEJ Dks sekretariat bistår gerne med at formidle kontakter og derigennem skabe flere af den slags særlige netværk i organisationen.